Til tider jeg skal til hovedbanen.
Til tider jeg skal skide.
Til tider jeg skal de to ting samtidigt...

På hovedbanen toiletterne ligger under de travle føder ovenpå.
Opsynsmanden hernede pulser sine cigaretter igennem til små lyde af trut og rindende vand.
Det eneste jeg har hørt fra hans mund er tak når man smider en mønt i hans dåse.
Jeg er sikker på at han er meget mere end opsynsmand. Han er bådmanden for toiletterne hernede er faktisk en hemmelig flugtvej væk. En ren Houdini, som prutter i luften, kan jeg afsløre.

Vi venter pænt på at blive den næste til at droppe bomben inde bag døren.
Der checkes. Checkes lige hvor langt i køen man er, selvom der dog ikke findes køer her.
I geledderne, sprængfarlige maver venter på åbne døre. Der checkes ansigter og jeg er set!
...Af dig og dig!...check, check. Checket af øjne som blitzer billedet af mig op i deres hjerner.
De ser mig gå ind. Jeg låser døren. Om ikke så længe det er deres tur til at overtage nabotoiletterne.
Når deres indhold er presset ud med udhold, vil en ny være ejer af kummen, men ikke min.
Ingen vil vente på at lige min dør åbnes, men bare at en eller anden dør gør. For herinde jeg ikke findes. Jeg findes i en verden mellem verdener. Nye ”trykkere” vil komme og vente på en hvilken som helst dør. Det nye hold ”trykkere” vil ikke vide at jeg er til her, for dem jeg ikke eksisterer.
Men...
Min Houdini holder dog kun til gulvsvapen skal passere forbi herinde eller DU skal på sit yndlingstoilet, og måske det er dette toilet. Mit toiltet...Houdinis toilet.
Jeg må hellere gå ud. Min familie har set mig og de venter som rodfæstede bautasten imellem de travle føder ovenpå. Jeg smider en mønt og forlader bådmanden. Vender tilbage ind til kysten af eksistens og øjne.