stilhedens tæmmeri herinde i mit rum
blæst tæsker med løver i træerne udenfor
grænsen imellem os af stemmegaflens ringen
en linie af det skarpeste blad,- verdeners epicenter

et ansigt af skrig, derude
tunge uden stemmebånd
øjne af fortærende frygt uden huler at bo i
smeltende hænder glider ned af vinduet imellem os

himlen snart tager sort nattøj på
leder med sit månefyrtårn efter dig
du findes ikke længere over jorden men kun under
vægtskålen din, skulle i mit hop synke dig til jorden

for når du igen fordøjes i nat, er lyset herinde stadig tændt
et frygtens katakoniske lys
må der gro nye frø fra din jord, for jeg må tage mod din blomst
din varme hånd i min kolde hånd, dér i glasset imellem os

åh glas så skrøbelig, men så stærk alligevel
forstærkes af vores had og jalousi til hinanden
foragt og tøsedreng
balancen er det glas vi knuser imellem os, hører du