På et musikerstævne sidste år hørte jeg, at en gammel bekendt af mig var gået bort i en alder af kun tres år. I dag betragter vi det som at dø tidligt, der var jo engang, at man blev imponeret over dem, der blev halvfjerds.
Uanset hvad, så har vi det med at ønske et langt liv. Hvad der så regnes for et langt liv, det har det med at flytte sig med gennemsnitsalderen. Men vi ønsker det, i hvert fald ønsker vi i sange og hurraråb ved fødselsdage, at fødselaren må leve længe.
Men er det ønskværdigt? Måske var det et velplaceret ønske dengang gennemsnitsalderen var meget lav, men min mor, der arbejdede på plejehjem før sin pension, fandt det ofte parodisk, når de råbte "hun længe leve" om en dame, der fyldte halvfems eller derover. En af disse fødselarer kom engang med en syrlig kommentar om, at hun aldeles ikke ville leve længe.
Naturligvis reagerer vi, når nogen dør tidligere end ventet, og min bekendte var ikke syg på nogen måde. Det skal ikke bagatelliseres, og jeg blev da rystet over at høre, at min gamle kammerat allerede havde forladt denne jord.
Jeg havde netop forinden siddet og forberedt undervisning i filosofi til en sommerhøjskole og havde læst en tankevækkende tekst i den forbindelse. Den gamle græske filosof Epikur stiller her spørgsmålstegn ved, om det er ønskeligt at leve længe, for det er ingen selvfølge, at man har udbytte af hele den tid man lever. De sidste år af ens liv kan være formørket af alderdommen - det er hvad vi i dag kalder demens. Det ord kendte Epikur jo ikke, men hans betegnelse er egentlig træffende. Er der noget ved at leve længe, hvis man ikke længere kan kende sine egne børn eller hvis de sidste ti år af ens liv er at sidde bundet til en kørestol og være bitter på hele verden. Hvad ønsker vi så at leve længe for?
Naturligvis, jeg har da ikke noget imod at leve længe, hvis jeg er rask og frisk til det sidste, og eksperterne siger jo, at det er de færreste ældre, der bliver demente. Så det er heller ikke sådan, at jeg helt forkaster ønsket om at leve længe, men i vor tid med en rimelig høj gennemsnitsalder skal der måske føjes noget til. Vi skal måske også ønske godt helbred til det sidste, her kunne vi lære af franskmændene, der skåler ved at sige a votre santé, på vores sundhed.
Men det er de tanker et pludseligt dødsfald sætter i gang.