To hundrede og halvfjerds kilometer fra Danmark i retning mod Kalmar ligger en lille lysning i skoven. I lysningen ligger et hus. Et lille rødt træhus, som det er skik i Sverige.
I huset boede indtil for to-tre år siden en svensk dame. Ikke så mærkeligt måske, eftersom huset lå i Sverige. På et tidspunkt besluttede damen sig imidlertid for at flytte tættere på byen. Hun var kommet op i årene, og syntes ikke længere, at hun kunne klare at bo så langt fra alfarvej. Hun besluttede derfor at sætte sit lille røde hus til salg.
Nu ville skæbnen, at et par af vores venner netop på dette tidspunkt var på udkig efter et hus i Sverige. Et hus, hvor de kunne tage hen, når de trængte til en pause i hverdagen. De havde været hos mange ejendomsmæglere og set på mange huse, men endnu ikke fundet det rette. Enten var husene for dyre, for gamle, eller de lå ikke helt det rigtige sted.
En dag, da de var næsten ved at opgive håbet om at finde huset i deres drømme, trådte de gennem døren hos endnu en mægler.
Og jo... han mente da vist nok, at han havde noget, han kunne vise dem. Dette havde de dog hørt mange steder før, og satte ikke forventningerne højt, da de et kvarters tid efter sad i deres bil, og fulgte mægleren ud på de svenske veje. To huse havde han, som han mente kunne have deres interesse. Det ene var flot og velholdt. Havde en sø næsten i baghaven. Men lå ikke langt fra vejen. Det kørte de til først. De beundrede huset. Forestillede sig, hvordan det ville være at holde ferie dér. Talte om, hvordan de kunne indrette det. Men de valgte at sige nej. Selvom huset havde, hvad de drømte om, så havde det også, hvad de ville væk fra. Bilerne, der kørte forbi. Det lå for tæt på verden.
"Javist, javist," sagde den svenske mægler. "Jag tänkte, at ni ville sige så." Han holdt en lille pause. Så fortsatte han. "Men det andra huset. Det måsta ni se. Sjön ligger ganske vist lite väg derifrån, men..."
Vores venner så på hinanden. Deres blikke udtrykte ikke det store håb. De satte sig dog alligevel ind i bilen og fulgte mægleren, da han forlod huset, og kørte ud på hovedvejen.
Der kørte de et par kilometer, inden han drejede fra ved en lille asfalteret sidevej. Direkte ind i skoven. Umiddelbart efter de var drejet, kom de forbi en del små huse. Hyggelige svenske træhuse. De forsøgte at gætte sig til, hvornår de skulle stoppe, men blev ført forbi dem alle. Kort efter drejede de til venstre ad en grusvej, og der var nu kun træer på begge sider af vejen. Træer og klippegrund. Det her var natur. Og det her begyndte at tegne lovende. Pludselig midt i skoven kom de til et gult hus. Et stort hus, som de var næsten ved at køre ind i. De undrede sig. Var det ikke et rødt hus, de skulle se på? Bilen foran dem drejede skarpt til højre. Vejen fortsatte, selvom det så ud som om den stoppede her. De fulgte efter. Gennem en lysning, hvor klippegrunden kun var dækket af mos og lave vækster. Hvor var her flot. De begyndte at slappe af, og håbe på, at de endelig havde været heldige.
Efter endnu et par hundrede meter, træerne voksede igen på begge sider af vejen, kom de til en stor rød træbygning. Her drejede mægleren til venstre. Og de fulgte ham endnu engang. Tre hundrede meter. Så drejede han til højre ned ad en lille bakke. Stoppede bilen og steg ud. De drejede også. Men først efter at have holdt på vejen et øjeblik, og beundret det lille hus, der lå dér midt i den svenske skov. De vidste, at de var kommet til det rigtige sted. Det var hér, de ville holde deres ferier. Det var hér, de ville tage til for at slappe af. Det hér var det sted, de havde drømt om.

På terrassen foran dette hus sidder vi nu. Vi har fået lov at låne huset af vores venner. En uge skal vi være her. Min mand, min datter og jeg. Vi er lige kommet. Vejret er dejligt. Strålende solskin og 25 grader. Og stilhed. Kun en smule susen i trætoppene høres, når en stille brise smyger sig om os, så varmen ikke bliver for slem. Vi har fundet vores bøger frem. Min mand og min datter sidder og læser. Min bog ligger på bordet foran mig. Jeg sidder bare og nyder. Og drømmer. Drømmer om, hvordan det ville være at være her fjorten dage, tre uger, en måned. Bare for at skrive. For at tegne. For at male. Jeg åbner øjnene og ser mig omkring. Ser på sommerfuglene, der flyver omkring os. Ser på trætoppene, der stille bevæger sig. Indsnuser duften af graner. Ser på haren, der spiser af blomsterne i græsset, uden at bekymre sig om os.
Jeg nyder. Jeg ønsker, at jeg kunne være her altid. Hvis noget kan kaldes lykke, så må det være dette øjeblik, på en terrasse foran et rødt træhus i en skov i Sverige.