En smerte løber langsomt ned af ryggen, og holder mig hen i fugtig ømhed fra endnu et glas sprit på en klam cafe.

Min trang kom en gang i en fjern tid hvor jeg i et neutralt forhold flittigt forsvandt, i noget jeg troede var min lykke.

Sløvt kan jeg nu smage dyrets overtag. D'et er min dominerende side, og endnu en gang banker jeg hovedet mod muren, når jeg vågner ved siden af en jeg ikke kender.

En lille pige der trængte til ømhed i nattens mørke.
   Jeg kan stadig smage hende og hendes læber blusser rødt i lyset. Håret er gyldent, og jeg er gået fallit igen.
   Seriøst mand. Hvor gammel er hun lige!?

Og i voldsom selv lede braser jeg ud, og falder i cementen, der efterhånden er nået mig til livet.

Det dunker voldsomt i hovedet, og brystkassen er som et bål efter alle de smøger.

Jeg falder om i hendes opgang.
   Ligger helt stille på mezzaninen.
   Stirrer op i det brune loft og et eller andet sted i min synsvinkel, står pigen iført en trøje af bomuld, som jeg flåede af hende i går.

Opgiver at høre efter - som så mange år tilbage.
   Jeg står på en vippe med bind for øjnene, og balancerer med helvedes strålevarme lige under mig

Jeg dør ikke endnu.
   Jeg har overlevet at sluge et helt pilleglas og taget penge for tæsk.
   Det her kan ikke knække mig.

Hvorfor er jeg blevet fremstillet på denne måde?
   Aldrig har jeg været, der hvor jeg skulle være
   Famlet i mørke uden den mindste hjælp andet end dig, og dog gik jeg fra dig for så lang tid siden.
   Du' min eneste lygte i mørket.