Jeg er forundret over livet. Så mange dage som jeg kan opleve og så mange mennesker at omgås.
Vi vælger dog altid de forkerte personer eller steder eller hvad? Jeg føler at have valgt de forkerte mennesker lige nu.
Dem jeg elskede meget er gået bort. Men det er som om de vender tilbage i andre skikkelser.
Jeg tror på reinkarnation. Genfødsel. Men er livet en illusion, som Buddha påstod?
Lever vi i en "skyggetilværelse” og mon dem som vi har kært, blot er gode skuespillere i livets forgængelige akter?
Illusionen taler til mig. Forfører mig til jordiske planer. Lover mig guld og grønne skove.
Forvirrer mig i dets tankespind. Driller mig med tvungne tanker i mit sind.
Livet er en illusion med forbehold. Ikke alt kan være forgængeligt eller uvirkeligt. Den kærlighed jeg føler for mine søskende. Den hjælp jeg yder til mine venner. Denne omsorg jeg viser mine medmennesker og svage sjæle.
Hvad er så illusioner i livet?
At falde for en kvindes ydre lag og se den visne i tidernes ynde, og mærke følelsernes ubehag. Så opdager man at kvinden man elskede, ikke var andet end en illusion i tidernes morgen. Under formernes og materiernes overflade lurer illusionens gåde.
Brændt barn skyer som sagt ild og vi ønsker ikke at opdage vores eget bedrag og se illusionen i øjnene, fordi vi ikke ønsker at brænde os på sandhedens ild. Hvordan kan den virkelighed som vi så meget føler for, blive uvirkeligt?
Vi tror følelser er ledetråde til sandheden og at vores sanser er det eneste sande i verden. Regnormen er en organisme uden øjne. Hvis den var af samme overbevisning som os ville den betragte alt det vi så som rent tankespind. Vores sanser er som radio/tv frekvenser og bare fordi vi kun kan tune ind på fem kanaler betyder det ikke at der ikke findes andet derude.
Lag på lag har illusionen manifesteret sig i former og grundlagt vores etik og normer. Kun det som kan vejes og måles kan tages for givet. Tænk på hvorledes en løgn har bedraget anskueren så meget, at selvom han kun drømmer anser det for virkelighed.