Undskyld, skat, men jeg er ved at forsvinde lige så stille.
   Lige så stille som du blegner for mine øjne.
   Du siger du forstår, men ingen gør.
   Drej bare 112, hvis du tror det hjælper. Jeg er tom for forslag.
   Jeg er en skal uden et indre. Alt er forsvundet. Det eneste tegn på liv
   Er den skælvende hånd hen over dit hård og de tunge åndedrag mod din bare hud.
   En gang så jeg verden i mit hjerte. Det føltes rart. Det var sommer nu, på denne tid.
   Og smilet var oprigtigt og ikke skjult bag en bølge af efterår og tunge tømmermænd..
   En udfordring var et privilegium. Nu er det konsekvensen af at have levet livet, skat.
   Hvis du vil gå. Så værsgo. For et menneske er ikke hvad du er sammen med.