Solen kikkede ind, der søndag morgen.
Jeg vågnede stille, men drømmen forsatte.
Jeg tænker at jeg sikkert stadig drømmer.
AV, nej det gør ondt, når jeg niver mig selv i armen.
Hvordan kan jeg ligge her, midt i en drøm og dog midt i mit liv.
Har jeg virkelig fået alt hvad jeg vil have?
Nej, det har jeg ikke, men det går stadig i den rigtige retning.
For bare et par år siden kørte det hele direkte mod afgrunden.
Livet havde mistet sin værdi.
Men jeg spekulere over, med hvad opgjorde jeg mine værdier?
Eller var det bare én værdi, jeg opgjorde alt med?
Værdien kærlighed?
Da jeg mistede hende, mistede jeg alt i mit hjerte, men ikke i mit liv.
Det kan jeg nu se, hvor alt er som en god drøm.
Hvordan kan det så være så godt nu?
Mine venner gav ikke op, men vigtigst af alt, så gav jeg ikke selv op.
Jeg kunne ikke overskue det hele eller bare en lille del.
Jeg startede bare et sted, med at flytte et billede.
Ikke at det hjalp det store, men det var bare første skridt.
Hver dag gjorde jeg en lille ting.
En lille ting jeg kunne overskue, men en ting der bragte mig væk fra hende.
Dagene er siden gået i et væk og jeg kan ikke huske hver eneste lille ting jeg har gjort.
Nogle dage har det bare været at stå op eller at gå i byen.
Trin for trin har jeg taget.
Jeg har ikke talt alle trinene eller tænkt på hvor længe det ville vare at komme op til overfladen.
Dog kan jeg denne morgen, da solen kikkede ind, se at jeg nu nærmer mig paradiset.
Da solen kikkede ind indså jeg, at jeg stadig havde drømmen.
Drømmen er stadig stor og uoverskuelig, men jeg lever den mere og mere for hver dag der går.
Jeg har fundet min prinsesse og min drøm.
Men vigtigst af alt, så bygger jeg ikke længere mine værdier på en ting.
Min prinsesse er nok den vigtigste for mig, men mine venner, familie osv. har nu en næsten lige så stor værdi.
Så når mit liv igen bliver skyet ved jeg, at solen hænger lige over og er klar til igen at kikke ind.