Vi har været inde
om alle tankebanerne

Vi har set
og indset
og glemt

Vi har hvirvlet
og strømmet strømlinet
og fortabt
skævt

Vi har skævet til
det fortabtes udstødthed
det glemtes hukommelse
og visheden
om at vi aldrig ta'r fejl

Vi har viklet os ud
igen

Vi har set garnnøglets
ligegyldige tendens
til at strikke sig selv

Og varmet os

Vi har vandret hele vejen ud igen

Vi sidder nu her
med hver vores minder
men støder ikke sammen

Det er da mærkeligt
eller er det ?

Jeg har mødt dem alle
- dig, i utallige forklædninger

Jeg har mødt moren
lillepigen
trøsteren
psykologen

Men ikke mig selv

Vi ser hinanden i øjnene
mig og mig

Vi blinker éns
og samtidigt
Og det er det, der er så kedeligt