Jeg har en veninde. Hun hedder Madge eller noget lignende. Hun følger mig overalt i verden, hvor jeg kommer hen.
Hun er ellers noget for sig selv Her er signalementet. Middelhøjde, men betragtelig over middeltykkelse, hvis hun ikke af og til er slank som en ål. Hun har en høj skærende stemme og er næsten altid i følge med en lille trivelig herre, der for længst har opgivet al modstand og kun får det sidste ord, når han siger. - Ja min egen.
Hun har blåt hår og et par briller med vampyrstel, der altid er fæstnet til en kæde, så hun kan have dem hængende nede på brystet.
Hun har endnu ikke opfundet den idiotiske mode med brillerne, der skal sidde oppe i håret.

Det er ikke sjældent, når jeg møder hende, at hun har hele hovedet fuldt af curlere, der skal prøve at få styr på det blå hår.
Jeg har mødt hende i Spanien i Madrid, hvor hun var i selskab med et medlem af det frivillige brandværn fra en eller anden lille by i Midtvesten, men det var ikke til at tage fejl af, det var min veninde Madge, jeg kunne høre det på stemmen. Den var som en vinkelsliber, der skærer sig gennem en jernplade, og gik godt igennem resten af den konverserende larm i lokalet.
Jeg mødte hende også engang i Sofia, hvor hun beklagede sig over alt og alle, så selv hesten på pladsen foran hotel Sofia græmmede sig, selv om den havde stået der i flere år.

Jeg mødte hende i Hviderusland i Kiev, hvor hun tilbragte en del af sin tid med at se fjernsyn, hvis hun ikke brokkede sig over betjeningen. Her havde hun så for en gangs skyld ret.

En anden gang i Leningrad, det nuværende og fortidige St. Petersborg var det også hende, der betroede en veninde på spørgsmålet, hvad har du så lært i dag?
- Jeg har lært at russerne vandt Anden Verdenskrig for os. Se her har hun ganske givet hørt godt efter, for sådan noget kunne turistguiden udmærket have fyret af. Derefter gik hun over til at brokke sig over det russiske fjernsyn.

Og endelig så jeg hende i Singapore, hvor hun sad i lufthavnsbussen og skreg til en ligesindet veninde en lidt ældre udgave, der var både døv og blind: - We are in Singapore dear.

Jeg syntes, jeg på det tidspunkt kendte min veninde så godt, at jeg kunne tillade mig at trække på smilebåndet.
Madge snurrede omkring og sagde med skarp bebrejdende stemme:
- Er det mig, De griner af unge mand, er det måske fordi, De kan høre vi er amerikanere.

- For så skal de vide, at det er vi, og vi kommer helt fra De Forenede Stater i Amerika, og det er meget langt væk hjemmefra, er De klar over det?
Jeg skyndte mig at forsikre hende, at det ikke krævede et professorat i engelsk og dette sprogs afarter for at finde ud af, at hun var amerikaner, samt at jeg godt vidste, hvor De Forenede Stater i Amerika lå, samt at jeg havde besøgt landet flere gange. Endvidere vidste jeg godt, hvordan det føltes at være langt væk hjemmefra, men at jeg tog det koldt og roligt.

Damen sendte mig blikke, der ikke røbede den store kærlighed, så en djævel for i mig, og jeg sagde med hendes høje skarpe stemme, hvis det er fredag, så er det Singapore. Hele bussen begyndte at grine, og selv hendes mand kunne ikke lade være. Han har nok fået et lag tærsk den arme mand senere hen for sin ulejlighed.

Siden har jeg, så vidt jeg husker ikke mødt Madge, men hvis hornet atter skulle gjalde og kalde mig i verden ud, ja, så er jeg overbevist om, at hun venter derude et eller andet sted, og jeg vil straks kunne genkende hende.