Hverdagens ord bliver til timer i mine ører, det er jo ikke uden grund min dagligdag indeholder 365 år, 60 røde cecil og en 6-pack Carlsberg. Jeg er lettere sindsyg, nogle ville sige skitzofren andre ville sige depressiv. I bund og grund er jeg blot en meget forvirret ung mand, som tænker over tingene før, nu og fremover. Jeg mixer min erfaring med min følelse nu og skuer mod en forbedring. Jeg skriver for mit publikum som er min underbevidsthed, eller os er det omvendt, det kunne jo nemt ske at det min underbevidsthed der prøver at forklare mig hvorfor det er jeg skriver.

Slukker min smøg i et fuldt askebægre og tager en tår cola...

Rejser mig op og kikker ud af vinduet: Haven er så grøn og forfalder langsomt i takt til mine øjne skuer henover plænen. Træerne bliver brune, græsset hvidt, æblerne skrumper ind til orange mos og gadelygterne til små stjerner. Sætter mig med min bærbare ude på sneens kulde, men varme trygge omgivelser, hvor fantasien konstant spiller en et pus. Kan ikke lade være med at tænke på at det måske er min skyld at haven forfalder. Jeg lader hånden gribe højre forlomme, i et langt ryst for at nå en smøg. Trækker en hardcore, fuldt ud funktionel cecil ud af pakken, og tænder den som var det min sidste.

Indhalere og udånder...

Lader mine øjne glide ud på vejen, i en ren flugt fra den ene materialisme til den næste, fra tilstand til tilstand via motation. Vejen går fra at være tom, til langsomt at fyldes til kanten med biler, til at fyldes med stive folk for at igen at stå øde og tom. Alle disse lys, alle disse mennesker og deres søgen efter lykke, gentager sig selv uge efter uge, ligesom alfabetet har 24 bogstaver har mennesket sine vaner, det kan man bare ikke ændre selvom de kalder sig selv individer. OG så skider jeg hul i om de forstår ordet eller ej, ligesom man kalder Danmark et demokrati, når det er repræsentativt demokrati. Forstå og udbyg, eller pas dig selv og drøm en andens drøm, man vælger selv men alligevel går folk i disse monotone tilstøvede ruter.

Ryster på hovedet og smider smøgen...

Kikker hen på trafiklyset som står som en høj pæl, med tre ikke helt tilfældige farver der skiftevis kontrollere folks bevæglser. Stop for rød, de højststående personer som bestemmer over dit liv, og kan ende dit liv på et sekund, de er jo direkte farlige. Forvirret ved gul, som er en middelmand, en mand som en selv eller en psykopat, en af de personer du ikke rigtigt ved om er på vej til magt eller slet ikke har noget, så stop hellere for en sikkerhedsskyld og lad ham passere ud af dit liv, selv om du ved han eller hende kommer igen. Grøn som miljø og græs, fuck det, passerer det uden at tænke over det, for det er jo bare en der hele tiden sætter sig til siden for din skyld. Ja det er tiden i folk, det er vores nutidige mentalitet.

Skimter min lokale eks og sukker...

Følger hendes spor og ender op foran hendes hus, sætter min røv på kantstenen ovre på den anden side, og kikker ind på varme og hyggelige hus der indeholder en famillie på 5. Her har jeg gået ind og ud af i et år og syv måneder, ligesom jeg har gjort med hende. Derinde var jeg elsket og tryggere end jeg nogesinde har været før og efter, det er ikke for sjov når mine øjne ryster og strammes så mine pupiller vrider sig i rød farve og knækker sammen. Når de åbner sig igen springer tårene frem, og så giver denne verden pludselig ingen mening. Det er en længsel der strømmer gennem min krop og splitter min krop i aktive myrer i millionvis, som alle og en prøver at æde mig op indefra. Det ikke skolen, det er ikke arbejde, det er ikke længere hverdagen for her kan jeg ikke hoppe over hvor gærderet er lavest, og forene mig med hende i et stort kys og så er alt som det var. Nej hun er ikke længere det bjerg jeg kunne holde mig til, nu er hun en vulkan, der brænder og brænder af had til min egoistiske gerninger.

Rejser mig op og går hjerm, mens en smøg hænger i min kæft...

Træder ind af døren, falder ned i sengen og flyver væk fra virkligheden. Mine tårer tører ind i takt med støvet der lægger sig lag på lag på mit værelse, hvor lyset nu er slukket og hverdagen blot begyndt. Jeg er jo blot et menneske.