I aften vil jeg skrive
et digt, som ingen forstår,
et digt til evig undren,
når jeg selv er blevet "i går".

Hør hestens hovslag mod sletten,
hør fuglenes vingeslag.
Se menneskets årvågne øjne,
når natten bliver til dag.

Dybt ned i et hul vil han falde,
dog aldrig når han dets bund,
se sådan er evigheden,
når den er aller mest ond.

Højt svæver hans sjæl mod himlen
fyldt af sin lykkes rus.
Se, sådan svæver de gode
på vej mod Vor Herres hus.

Men hvorfor har vi en skæbne,
hvorfor er der ondt på jord?
Vor Herre er den, som ved det,
men han er nøjsom med ord.

Hør hestens hovslag mod sletten,
hør fuglenes vingeslag.
Se menneskets årvågne øjne,
når natten bliver til dag.