Min barndom er rødder i jorden
der holder et træ med tanker
som samler min erindring
i evig vækst i det liv, der blev mit.

Et træ, der én gang blev plantet
og med stærke rødder holder fast
i klare erindringer og svage minder
i vildskud, jeg helst så glemt.

Der er grene, som fylder mit hjerte
med lykke, tryghed og ro
Der er grene med vemod og smerte
og kviste så fulde af sorg.

Angst, der ikke vil glemmes
og glæder, så svære at huske.

Der er grene med en drøm om at vokse
og grene, der helt går grassat
men også dem, der kan formes
og hjælpes nænsomt på vej.
Det er træet i mig, der vokser
og fylder min verden ud
træet er inden i mig
for træet er dét, der er mig.

Det vil blomstre og falme
og blomstre igen, bære fugle med sang på grene
men som jeg en dag vil det blegne igen
for siden helt at dø hen.

Som en stille sø er min gerning
et spejl af det træ, mens jeg er
mine digte skal spejle det evigt
så man altid kan se, hvad det var.