Solen bagte varmt ned i den lille have,
meget varmt;
gamle Verner sad i en slidt lænestol
i oprullede skjorteærmer og bare tæer
under sit store kastanjetræ.

Der var hyggeligt i Verners have;
den var som et paradis på jord
med den bløde plæne
sine høje hække på langsiderne
og enderne lukket af
med det gamle hus på tværs i den ene ende
og doktorens skov i den anden.

Hér var bellis i plænen
og fred i sjælen.

Rundt om plænen voksede engblommer,
løvemund og lupiner i mange farver.
Og gamle Verners lyseblå øjne
strålede om kap med solen og blomsterne,
når han så ind i mit fregnede drengeansigt.

Fru Verner delte hans glæde fra vinduet.
Hun kom ud med kaffe, saftevand og honningkage
til Verner og mig.
Så smuttede hun ind i køkkenet igen,
for der havde hun det bedst - på en varm dag.

Hvor var der dog dejligt hos Verners.