Man spørger ind imellem, hvad nytte man er til.
Man kikker sig i spejlet, i det mindste er man til.
Så har man da et faktum, et tanke-udgangspunkt
og også det at billedet man så, var ikke ungt.

I halvtredsindstyve år har jeg set en vintergæk
den kommer op af jorden og blomstrer og er væk.
Måske er det blot sådan, at man skal gøre gavn,
et hurtigt liv på jorden og slutte som det savn.

Men vintergækken smiler og nikker forårskåd
og lyser op i sindet hos folk med vintergråd.
Jeg nikker også lidt med hovedet iblandt,
men det er mest når jeg er træt, af dagene der svandt.

Selvfølgelig kan jeg smile, men gør det ikke tit,
og smilet som jeg smiler det smitter vist kun lidt.
Hvad kan man ellers sige af positivt om mig?
Jeg elsker appelsiner og så et smil fra dig.