Livet er en gave, som jeg fik,
men det sker, at livet gør mig bange,
mine fædres dage bare gik,
mens de følte sig som livets fange.

Hvad de tænkte bag de bange blik,
kunne jeg kun stykkevis erfare,
mange ord var ikke deres skik,
de var sønner af den tavse skare.

Ved vi selv, hvad minde vi har med,
og hvorfra vi henter vore drømme,
om alt det jeg selv slet intet ved
frygter blot når sære tanker komme.

Storm, kom løft mig op på nattens vind,
lad mig føle suset inderst inde,
bring mig til de steder du kun når,
løft mig op på bjergets høje tinde.

Lad mig derfra skue alting klart,
riv fra mine øjne slørets hinde.
Vis mig dalen som jeg aldrig fandt,
men dog stedse føler som et minde.