- Jeg kan, ærligt talt, ikke se noget galt i, at man kommer sammen med sine kolleger privat...
   - Nej. Selvfølgelig...
   - Hvad mener du, Eigil? Er det ikke kun rimeligt, at man gider bruge bare en brøkdel at sin fritid med sine kolleger? Det er da trods alt dem, der skal udstå én til hverdag!
   Eigil flyttede sig nervøst på stolen. Skænkede lidt mere øl op i sit glas. Vejede flasken lidt imellem sine hænder, for at vinde tid. Så rømmede han sig omstændeligt, og sagde:
   - Jeg synes... Je-je-jeg synes ikke rigtig arbejde og privatliv kommer hinanden ved. Man kan da sagtens have et glimrende samarbejde, uden at komme privat sammen. Jeg mener, det er jo ikke sikkert man vil vide, hvordan éns kolleger er privat, når det kommer til stykket!
   - Ikke det? Hvis jeg var en sindssyg morder, ville du så ikke være glad for at vide det, måske?
   - Hvis du virkelig var sindssyg, så sad du nok ikke her, og hvis du var morder, havde du nok udstået din straf, og...
   - Det' da ikk' sikkert!
   - Nej, okay, men...
   - Nå. Skid nu være med det. Ha' en bajer til?
   - Næh... ellers tak. Jeg må se at komme hjem. Tak for i dag.
   - Ses i morgen!
   Eigil rejste sig skælvende, og forlod lokalet. Han havde så let som ingenting genkendt sin kollega, som den eftersøgte morder, på forsiden af det Ekstra Blad, der lå oppe på bardisken.