Hver gang jeg ankommer mærker jeg kulden nedad ryggen. Som små knive der skærer huden af knoglerne. Omkring mig sidder alle udtryk for døden. Forskellige stadier af rejsen på vej mod endestationen.

Jeg mærkede gulvets klistrede overflade mod mine sandaler, da jeg trådte ind i venteværelset. En lille dreng sad med benene trukket op under sig mens han ængsteligt krammede sine skinneben. En kvinde, det måtte have været hans mor, sad ved siden af med telefonen mod øret mens hun plaprede løs om noget jeg ikke kunne finde sammenhæng i.
Jeg gik udenom en lille pige der legede på gulvet, og placerede mig i stolen tættest vinduet. Det var en vane. Når jeg kom til dette sted hvor døden havde så stor indflydelse, syntes jeg det kun var passende at jeg kunne kigge ud mod en urørt natur.
Der hang en tyk lugt i venteværelset. En lugt jeg aldrig havde brudt mig om. Den mindede mig om den forgængelighed som livet var skabt med. Den ene dag kunne du være rask, og smilende, mens du den næste dag kunne få nyheder der væltede dit liv som et kort spil klodsmajor. Fornemmelsen af knive nedad ryggen kom igen, og fik mig til at tænke på noget andet.

"Karen!" lød det fra sekretæren der trådte ud gennem lægens dør. Hendes ansigt var indrammet af nogle enorme briller og i hånden lå en bunke af blanketter. Hun kiggede stift på den øverste af dem, og tilføjede: "Lægen venter på dig." En ældre kvinde rejste sig knirkende fra stolen ved siden af mig. Hendes blik fortalte mig at hun var bange, og den svage dunken af et gammelt hjerte nåede mine ører mens alt andet omkring mig druknede.

Da den gamle dame var forsvundet ind bag døren, lænede en mand på min egen alder sig frem. Blikket i hans øjne var mørkt. Nærmest dødt. Han blottede kort tænderne i et grådigt smil der fik min ryg til at fryse fast. Hans sorte hættetrøje og underligt tynde ben fik mig til at tænke på at døden altid var tæt på os, selv når vi ikke var opmærksomme på det.