Det er tidligt på efteråret. Det danske og kolde efterårsvejr, er så småt ved at indfinde sin plads henover det danske landskab. Alle træerne mister på denne årstid sine blade, hvortil at den danske natur bliver mere eller mindre kedelig at færdes i.
Vi sidder derfor her. Godt 3.000 kilometer væk fra det kolde nord, omfavnet af sol og varme... og ikke mindst hinanden. Det er en billig afbudsrejse, som der gør det muligt, at vi nu nyder den tyrkiske solnedgangs sidste skær, ned over havet og ned bag de fjerne bakker, i det så smukke tyrkiske landskab. Det fine strandsand maser sig op igennem mine tær, imens jeg læner mig længere ind til ham. Jeg mærker hvordan de små hår på armene, stille begynder at sitre idet jeg mærker, hvordan hans hånd langsomt glider ned langs af min venstre arm.
Jeg tager mig selv i at lukke mine øjne, imens at jeg drømmer stille hen. Lyden af hans hjerte, som der banker ind i min øregang og som der tungt hviler på hans brystkasse, medvirker til at jeg med ét glemmer alt hverdagens tumult. De depressive og melankolske tanker, som der kører på repeat om og om igen, forsvinder i et enkelt og let vingesus, når blot jeg er i hans selskab.
Han ved ganske vidst ikke selv, hvilken foranderlig forskel, som han med sin eksistens skaber, og jeg er da heller ikke altid helt sikker på, at jeg selv er helt bevidst heromkring. Jeg vil ikke sige, at han scorer mig. Det ligger ikke til mig at bruge denne vending, om en så fredfyldt atmosfære og kemi.
Men en ting ved jeg dog med sikkerhed. Jeg interesserer mig for ham. Han vækker min nysgerrighed, på en anderledes og eventyrlig måde. På en måde, som aldrig før.
Hans milde væremåde der blander sig med hans samtidig standhaftige holdninger og meninger, symboliserer med ét alt hvad mit liv mangler: En trofast klippe, der har og som kan lærer, de rigtig og vigtige værdier fra sig. En klippe, som der er stærk. En klippe, som der er min. Min klippe.