Det er koldt. Bidende koldt. Bladene falder ned på mig mens jeg går i skoven med Ellie. Ellie er min lysebrune Havaneser hund. Hun ser ikke ud til at bemærke kulden. Jeg trækker min jakke længere op over min næse. Nogle børn kommer løbende hen mod og stopper så tæt ved Ellie. "Må vi klappe din hund?" Spørger drengen. Jeg nikker. Ellie logrer med halen, tydeligt begejstret for opmærksomheden. Jeg har aldrig forstået hvorfor nogle mennesker spørger om man må 'klappe' en hund. Det er jo ikke fordi man rent faktisk klapper den. Man nusser den mere. Klør den bag ørerne, men man klapper den jo ikke. Eller gør man? Jo, for en gang spurgte en ældre herre om han måtte klappe vores gamle hund og så klappede han hende på siden af kroppen. Men jeg synes mere det så ud som om han slog hende. Jeg var selvfølgelig også kun fem år. Jeg har aldrig talt det som at han klappede hende. Måske giver det rent faktisk mening at spørge om man må klappe den. Det kommer jo selvfølgelig an på om man rent faktisk har tænkt sig at klappe den. Deres mor har nu indhentet dem. Hun kalder to navne og de løber hen til hende. Hun smiler til og jeg smiler tilbage.
Jeg går længere ind i skoven. Ned ad en lille sti. Træerne bliver tættere og tættere jo længere jeg kommer ind. Jeg kan mærke nogle øjne på mig. Jeg ved ikke om jeg bare er paranoid eller om der rent faktisk er nogen der kigger på mig. Solen er begyndt at gå ned. Jeg begynder at gå hurtigere. En gren knækker bag mig. Ellie hopper over en træstamme, men jeg når ikke at se den før jeg er faldet over den. Jeg skynder mig at komme på benene igen og går videre i højt tempo. Stien fører ud til en åbning og en asfaltvej ud af skoven. Jeg kigger ikke op mens jeg går. Jeg kan stadig mærke øjnene på mig. Jeg fryser ikke mere, selvom sneen nu falder. Jeg falder. Og kigger op. "Er du okay?". Mørkebrune øjne kigger ned i mine grønne. Jeg nikker. Hun giver mig en hånd og hjælper mig op. Brunt hår omkranser hendes runde ansigt. Hendes mund er krøllet op i et smil. Snefnuggene lander på hendes kinder og smelter hurtigt væk. Om hendes hals hænger et lille, guldfarvet anker i en kæde. "Det er tegnet for håb." Siger hun og smiler stadig. Jeg nikker igen. Jeg kigger længere ned af hende og ser at hun har en hund i snor. Den og Ellie snuser til hinanden. Jeg kigger på hende igen. "Må jeg klappe din hund?".