Det er så dejligt at leje i solen med bror.

Mor er på jagt og vi er frie til at udforske uden hele tiden at blive kaldt på; "ikke for lang væk" og "ikke for voldsom" er de mest brugte. Men nu giver vi den gas ... hvor er bror egentlig. Måske gemmer han sig. Måske i busken her ... nej. Måske bag den store sten ... nej. Han har vel ikke gemt sig i den kedelige hule ... nej. Jeg sætter mig forvirret ned - der er bare ikke så mange andre steder, han kan have gemt sig.

Han ville ikke være gået ind i træerne uden mor. "Det er for farligt", siger mor, "man kan ikke se hvad der kommer". Jeg nærmer mig forsigtigt. Havde han gemt sig i kanten ville han være hoppet på mig nu - men stadig ingen bror.

"Humpff, kan du så komme tilbage til hulen." Mor er hjemme. "Mor, mor, jeg kan ikke finde bror, hvor er han?". Mor stopper brat op og løfter hovedet. Jeg forsøger at være så stille som muligt. Jeg ved, at hun lytter - lytter efter bror. Hun går stille mod træerne og jeg lister forsigtigt bag hende. Der er fare på fære - det kan jeg føle på mor.

Nu kan jeg selv høre noget. Det lyder sært. Mor kryber sig nærmere. Jeg er bange men følger med. I en lille lysning står nogle sære dyr. De går på to ben og er meget larmende. På jorden ligger bror. Stille. Sådan plejer han ikke at sove.

Vi kryber væk igen og går tilbage mod vores hule uden bror. "Mor, hvad med bror?" spørger jeg forsigtigt. Jeg kan se, at hun ikke har lyst til at svare, men til sidst siger hun opgivende, "Han er væk".