At lytte er begyndelsen på en bøn, men jeg har svært ved at lytte. Derfor har jeg mange gange været nødt til at gå på knæ og bede, fordi jeg er overbevist om, at der ikke er andre steder at henvende sig. Når jeg går på knæ og beder, beder jeg som alt afhænger af Gud. Jeg beder inderligt. Fuld af tro. Engel i det høje, frels mig fra den hule død. Jeg har et mægtigt håb i mit hjerte, tag det ikke fra mig. Jeg forventer aldrig et svar, for jeg ved Gud først taler når vore hjerter er stille. Jeg er nu færdig med at bede og sætter mig i vindueskammen. Skuer ud over byen, hvor alle vi mennesker dagligt går rundt som omvandrende skygger, efterladte fragmenter af en endnu fri bevidsthed. Vore bedøvede drift efterfølges af en tæt tåge som hænger i luften, bestående af anskudte bønner med vinger af visnende håb. Jeg tænker at vi alle er patienter. Patienter som af obligatorisk venlighed udveksler bønner. Når to patienter møder hinanden, ligger der fra begyndelsen, en bøn i deres samvær selvom den endnu ikke er formuleret:" hån mig ikke, lås mig ikke fast til min fortid". Overalt, hvor vi mennesker færdes, efterfølges vi af den tætte tåge af vore anskudte bønner. En bøn om accept, om forståelse, om kærlighed. Patienternes bønner bør ikke besvares. Hvis de bliver det, er de ikke længere bønner, men korrespondance mellem to patienter. Men mine hændelser skiller sig ud. Jeg svæver mellem patienterne, mellem bønnerne. Fratrådt mit sterile leje af én tro på én Gud. Indimellem rammer jeg tilværelsen, i indbyrdes sammenstød. Tro og bøn. Er det bedre at have et hjerte uden ord, end at bruge ord uden hjerte? Jeg inddampes af den tunge tåge, menneskers ubetydelige bønner. FADERVOR, Hvorigennem jeg håbefuldt svæver videre. Bønnerne passerer bare forbi, et lys af håb i sekunder. Håbet om at Gud registrerer dem. Måske er håbet ligegyldigt, fordi i forhold til universet er VI, mennesker, ligegyldige. Gud må have en mening med ikke at bønhøre os. Mennesker.

Håber i kan li den fokes <3