Støvet der svæver i lysets skær. Han længes efter gammelt begær. Stilheden der ligger som var det i miles kreds. Han savner personen, der for ham, ville klæde sig i stads. Manden sidder nu med sit bedrøvede blik. Savner den opmærksomhed, som han altid fik. Vil huske at tage intet for givet, for nu han sidder med hjertet slebet.
Han digter for sig selv, hans hjertes ord. Tomheden fylder, og føles alt for stor.

Han sidder bag de mørke gardiner som har lagt en skygge over stuen. Rummet er mørkt og dovent, men føles fyldt med gammel kærlighed og minder. Han krummer sin krop endnu mere, så hans ben er helt ind til brystet, for ikke at blive rørt af solens stråler. Han ville ønske at han kunne, men er bange for hvad der sker. Bliver sur over tanken om ikke at se solen mere. Konvolutten ligger tungt i hænderne, som var indholdet skrevet med hans sjæl. Når han tænker på indholdet bliver hans hjerte fyldt med energi, glæde og gå-på-mod. Hans evne til at tage beslutningen er dog alt for fjern. Alle følelserne prøver at sige noget, men han forstår dem ikke. Det eneste han hører og mærker er genstandene som omringer ham. Genstande som oftest omringer børn. Det er det eneste han hører, deres historier og eventyrer - deres sprog så råt at han forsvinder i fortællingerne.
Hans krop sidder der i det mørke rum, men det er ikke der han er. Han mindes de ting der bliver fortalt og hvordan han var der. Det vækker glæde i ham, og får ham til at føle sig hel igen. Men lykken varer ikke evigt, og han begynder at savne det der ikke er der mere. Savnet får ham til at miste følelsen af glæde, mens lyden af grin og synet af liv forsvinder.

Han stirrer dybt i mørklægningsgardinets uendelige mørke. Frimærket hviler i hans åbne hånd. Mens solen går ned rammer den lidt af den gyldne prinsessekrone der ligger på det hårde og mørke trægulv. Solen falder og dagen er ved at være overstået, medens mørklægningsgardinet beskytter, frimærket tynger og prinsessekronen synger. Hvor og hvornår?