Jeg havde sagt ja til jobbet hos filmselskabet Diakta som en vennetjeneste for min ven John. John og jeg har kendt hinanden siden vi var 2 hvor John og hans familie flyttede til den vej, hvor jeg boede sammen med min familie og da vi var de eneste børn på vejen, blev der arrangeret legeaftaler og vi blev som uadskillelige. John har lige siden starten af teenageårene drømt om at eje sit eget filmselskab.

Da John endelig fandt lokaler som egnede sig til formålet havde han skrevet under på leje aftalen, men uden at have et navn så Diakta var mere et navn som han ud af det blå fandt på. Han havde løbet ned til pengeautomaten og hævet det nødvendige til at købe den første filmrulle og et kamera. Så havde han gået til mig og spurgt om jeg ville være regnskabschefen. Jeg vidste godt hvorfor han spurgte, han vidste at jeg ikke kom så godt ud af det med min chef og at jeg ledte efter noget andet, men også fordi at jeg er uddannet revisor og han har aldrig haft forstand på økonomi.

Jeg var dog ikke så meget for at skulle arbejde som chef for en regnskabsafdeling, for det var trods alt kun fem år siden at jeg blev færdigudlært og skulle jeg være ærlig ville jeg gerne have lidt mere erfaring med revisionsbranchen, inden jeg blev chef for noget som helst, men jeg sagde ja, fordi at han er min ven og han havde lovet at det kun var midlertidigt indtil han fandt en som var kvalificeret, desuden ville det give mig en smule erfaring, og derudover ville jeg kunne gøre op med min forbandede chef, og nogle gange skulle man tro at han var forbandet, for han sagde alle de forkerte ting til samtlige medlemmer af staben og han snublede og var generelt klodset, men det var vel bare mig der havde forsøgt at finde en undskyldning for hans væremåde, hvilket var en af mine svagheder jeg søger undskyldninger for hvorfor folk opfører sig som de gør uden at overveje at det bare er sådan de er.