Fuglen var som en berøring, den var noget fysisk, noget næsten intimt og når Marguerite så på den, mærkedes det som fingre der smøg sig om hendes overarm, en hel hånd der spøgte i hendes fisse. I respons trak musklerne i hendes skuldre sig sammen, spændte hende op til hun var en flitsbue og hun pegede i fuglens retning, parat til at lægge den ned, parat til at sætte den op på en piedestal.

Den var en gave, Hirsch havde bragt den ind på deres stue til trods for at han formodentligt hellere ville være fri, så giveren måtte være vigtig, måtte være helt speciel. Speciel var fuglen i hvert fald, af glas og ligeså skør som sit medie, delikat, et rigtigt nips på sine ståltrådsben med perler på tæerne.

Marguerite elskede den, så den som mere end dens dele, så den som det den var, alt den var, hun kunne skam godt genkende sit spejlbillede, når det blev sat (åh så forsigtigt) ned foran hende. Hun rørte ved spidsen af dens kølige glasnæb og fik kuldegysninger, ja, hendes hænder rystede af den reneste besættelse, for mærk dog! Hvor sylespidst det prikkede, hvor drabeligt - og havde Augustus ikke sagt, hun var en farlig kvinde, ah, men denne fugl var en farlig fugl... Den fangede de små fisk og åd dem, som hun kun lige havde formået ikke at fortære Camille, selv, som hun havde slugt Marcus ganske og ganske helt.

Derudover rørte hun ikke ved den, den fik lov at stå på kaffebordet i fred, men kun fordi hendes fingre pludseligt var så forbandet usikre og hvad hvis noget forfærdeligt skulle ske med den, glasfuglen, hvad hvis den skulle slå en lille revne? Ellers ville hun gladeligt have kærtegnet dens røde og violette krop, hun ville have fodret den med små berøringer og beviser på sin tilbedelse, for sådanne ting levede fugle som denne af, vidste hun jo godt. Som det var, stod den til udstilling på hospitalet en stund, inden den skulle på plads hjemme i hendes omklædningsværelse, indtil den skulle i sikkerhed mellem spejle og skørter, hvor hendes smukke fugl uden tvivl ville have det bedst. Hvor den ville vokse og trives.

Indtil da, havde hun en glaspuster at besøge og det skulle være et ganske privat visit, et lille smut forbi "von Achterberg" for at møde hendes fugls skaber - som den spejlede hende, hvem vidste så om vedkommende ikke også ville være hendes. Egen.

Skaber.