Her sad jeg overfor dig og jeg viste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Og at spise risalamande med dig var det sidste jeg nogensinde ville havde troet skulle ske. Du er på særkost og kan jo ikke tåle mandler, så jeg er sikker på jeg får mandelgaven, når du ikke kan spise noget af maden pga din ret umulige mave og ikke at kunne tåle.
Men jeg ønsker kun dig i mandelgave og hvordan får jeg sagt det til dig uden du tror du er guds gave til kvinder og sidder og forherliger dig selv, som du plejer og jeg næsten må hente brækspanden?
Hvorfor pokker synes jeg dog om dig? Du er helt modsat alt jeg kan lide og så totalt uden for alle rammer i mit liv og efter mine holdninger. Men du rammer mig og jeg ville ønske du kunne spise risalamande og ville ønske du fik mig.
Du sidder der overfor mig med dine smukke mørke øjne og du ved lige hvad du skal gøre for at gøre mig generet og du spille helt bevist på det og morer dig kongeligt og jeg tænker igen : Hvad fanden ser jeg i dig?

Hvorfor kan jeg ikke sige alt control delete, som jeg gjorde i mit sidste lidt forkvaklede digt og slette alt om dig og lade som du aldrig har været i mit liv og kommet og væltet alt her hos mig?

Jeg tør ikke gør hvad jeg har lyst til og føler mig, som en lille skolepige og bliver knald rød i bæret når du ser på mig og jeg har lyst til at give dig et kys og mærke hvordan det ville føles, men tør jeg ej.

Det er lige til at grine af ..gamle kone mig og jeg opfører mig sådan og ved slet ikke hvad ben jeg skal stå på og føler det er helt uden grund jeg har det sådan, fordi jeg har ikke en chance mod alle bimbo hønsene og det er jeg rent faktisk ret så glad for jeg ikke har og jeg vil ikke på liste med dem.
Men siger jeg til dig du er let og lidt billig så bliver du så gal i skralden, men er jo ikke løgn og godt det bestyrker dit ego og gør dig til noget.
Og du får aldrig mandelgaven, fordi du kan ikke tåle mandlen og så kan du heller aldrig får mig fordi det er mig der,som er året mandelgave. Synd for dig.