Forpustet lader jeg det ene ben følge det andet op ad trappen til lejligheden. Det er så typisk ham, at det er mig som sent om aftenen skal rende efter slik. Mine fødder er ved at snuble over hinanden, da jeg tager fat om dørhåndtaget og skubber døren op. Mørket overmander mig og stilheden kvæler mig idet jeg får øje på ham. Min hals snører sig sammen og selvom jeg brændende ønsker det, kan jeg ikke skrige. Blodet drypper stadigvæk fra hans hoved. Hans øjne er åbne, de stirrer. Stirrer, og kigger døden i øjnene. Ned i dybet han går.