Jeg stod stadig midt på gaden omsluttet af gadelampernes lys, som spejlede sig i den sorte, våde asfalt. Sneen dryssede i store bløde flager omkring mig. Det så ud som om, den fortsatte ned i jorden. Længe stod jeg og lod øjeblikket forplante sig i mig.

Jeg rokkede let fra side til side og legede med tanken om, at min krops tyngdepunkt kunne være anderledes. Midt på vejen lagde jeg mig og følte mig overmodig. Luk øjnene. En, to, tre...ti. Der skete intet. Alligevel rejste jeg mig og fortsatte mod bakken længere fremme.

I mine tanker så jeg hende for mig. Den gamle kvinde, som havde fortalt mig om min fremtid. Det var ikke fordi jeg troede på, at hun havde særlige evner. Der var bare noget foruroligende ved hendes blik. Jeg havde da hørt om spåkoner, men det var vel ikke på den måde.

Ved banerne ved hallen stod en gravemaskine. Den havde lys på. Tæt på virkede den helt enorm. Et trin, to, tre...ti. Helt alene var jeg oppe i gravemaskinen. Der skulle en blæksprutte til for at betjene de farvestrålende knapper. Det var ikke fordi, jeg gjorde noget. Jeg trykkede bare på knapperne en, to, tre...ti. Midt i straffesparksfeltet var gravet et så enormt hul, at strålingsrisikoen var en realitet.

Fra dybet lød en rumlen. En behagelig summen bredte sig i min krop. Der var varmt i førerhuset. Vinduesviskerne strøg fra side til side en, to, tre...ti. Med et blev al luft suget ud af gravemaskinen, og lettere end luft dansede den over plænen. Den tog fart og strøg over klubhuset.

Et blåt lys tonede frem. Jeg var ikke længere alene. Hun tog min rystende, klamme hånd. Hendes var rynket og tør. En, to, tre...ti.

Der var stille i byen. Sneen dalede tyst. På vejen hen mod bakken anedes et blåt lys.