Sydøstenvinden var varm og fugtig. Alligevel tog jeg frakken, der hang om livet på mig, på og lynede helt op til hagen. De sidste par dage havde været hektiske og jeg havde kunne mærke på mit helbred at alt stressen jeg havde følt var begyndt at sætte sine spor. Apoteket lå lige om hjørnet, og piller mod forkølelse og hovedpine vidste jeg de havde i bunke vis. Turen til apoteket var kun en lille omvej for mig, og jeg vidste at Milla ikke havde noget imod at vente. Hun var hjemmesygeplejerske for svage og gamle, så det var noget hun var vant til. Jeg tænkte for mig selv at hun sikkert lige nu sad og nød en vaniljeis, og flirtede ivrigt med de mange mænd der lagde deres vej for Café Nemesis, hvor vi skulle mødes. Milla var i modsætning til generte mig, meget udadvendt og ikke bange for at lægge sig ud med gud og hver mand. Folk havde tit sagt til mig at de blev skræmt af hendes verbale overraskelsesangreb, men de fleste sluttede altid af med, klukkende at tilføje hvor charmerende hun derefter kunne være. Andre sluttede med at sige hvor meget hun mindende dem om en anklager i sin fineste uniform, der lagde an til at fremlægge de sidste fældende beviser.
Milla var en personlighed man enten elskede eller hadede. Personligt havde jeg længe gået en balancegang mellem disse to, og havde flere gange været ved at tippe over til hadet. Som en tøsefornærmet teenagepige i en chick-flick fra 90'erne havde jeg, da vi gik på gymnasium sammen, undgået hende i en måned, grundet noget jeg for længst har glemt. Hun havde flere gange bagtalt mig, og min måde at klæde mig på, selvom hun selv kopierede min stil og kaldte den sin egen. Ligeledes havde hun engang drevet en af mine venner til kanten af selvmord. Dette hadede jeg hende stadig for, men jeg var blevet enig med mig selv om at kun en tåbe bærer nag. Min ven på selvmordets kant faldt udover kanten for et par måneder siden. Jeg snakker ikke med nogen om ham. Han havde haft sin lurvede militæruniform på da hans forældre fandt ham i deres garage. Det eneste jeg ved, er at han havde efterladt et stykke papir ved sin ene side og en Luger ved den anden.
"Undskyld... men fortiden spøger endnu". Det var det eneste han havde skrevet, og jeg er den eneste der ved hvad det betyder. I hvert fald indtil jeg har talt alvorligt med Milla. Mine hænder kløede voldsomt, og jeg stak dem beslutsomt ned i lommerne på min frakke. Den var der stadig, kold og farlig. Klar til ilddåben på Café Nemesis.