Lyden ovre ved døren var ved at drive hende til vanvid. Hun skulede derover og prøvede at trække vejret så lydløst som muligt. Det var svært, for efterhånden hev hun efter vejret, hårdere og hårdere i små, korte stød. Glemte at trække vejret ned i maven. Hun anede ikke hvor længe hun havde siddet der, men hun vidste at hun aldrig ville komme derfra igen. Som en ussel rotte i en fælde.
"Nej, nej, nej, hold nu op, gå nu væk, det går over om lidt, liiiige om lidt." Tanker og følelser hvirvlede rundt indeni hende som en storm. Hun sank en klump i halsen og lukkede øjnene. Hun havde hovedpine og voldsomt ondt i maven og kvalme som om hun kunne kaste op, hvornår det skulle være. Hun krøb tættere sammen under bordet og trykkede pistolen ind mod sig. Det kolde stål ramte hendes brændende varme hud ved kravebenet og op langs halsen. Hun forsøgte at holde vejret et øjeblik for at lytte. Der var stille lige nu, men om lidt ville det igen kradse og larme derude fra. Det vidste hun. Det var også kun et spørgsmål om tid, før døren ikke kunne holde mere, for skuret hun gemte sig i var gammelt og træt og havde stået uberørt i flere år, men det var trods alt et gemmested. En svedperle løb ned over hendes ansigt og da den ramte hendes mundvig rakte hun tungen ud uden at tænke over det og smagen af salt ramte hende. Så var lyden der igen. Hendes rødsprængte øjne skød over på døren for at se om den ville holde og hun forsøgte at beregne hvor lang tid hun havde igen. 3-4 minutter? 3-4 timer? Hun vidste det ikke og fortvivlelsen greb hende. Hun sank hårdt og tog et fast tag om pistolen. Det var nu eller aldrig inden det bæst udenfor fik fat i hende. Hun rettede sig lidt op, åbnede munden og lagde pistolen mod underlæben. Hånden rystede kraftigt og håret klæbede til hendes ansigt af sveden. Hun kneb øjnene sammen og et hulk undslap hende. Samtidig brast hun i gråd og tårene hun så længe havde holdt på, flød ned over hendes kinder. Hun holdt vejret - og trykkede af. Nu var hun fri.