Hej! Jeg blev født for over 10 000 år siden, oppe i det nordlige Sverige. Men jeg rejste til det Vestjyske, og jeg flyttede ind på en bakketop med udsigt over Limfjordens vand. Jeg lå der og dannede læ, for en lille lærkerede, jeg har set mange generationer komme til verden. En efterår kom en skovskade forbi, lagde en lille agern, i min nærhed, skaden kom ikke forbi i løbet af vinteren, den havde glemt alt om det lille agern. Der kom en lille træ til verden, jeg blev næsten som en far for det lille træ. Børn har det med at vokse en over hovedet og glemme alt om en. Jeg lå der på skovbunden og kiggede op på træets krone og nød dens stilhed. Stilheden fik en ende en dag, da jernaldermanden kom forbi og fælde alle træerne i min nærhed, jeg lå der midt på hans mark og lå i vejen for hans plov. Han smed mig over i en bunke, til alle mine brødre og søstre, der lå jeg i adskillige hundrede år. En dag kom der en stenhugger forbi. Han skulle bruge os til en kirke i vores nærhed, men jeg var for lille, så jeg blev liggende. Jeg lå der sammen med min små brødre og søstre, vi var næsten glemt. Men vi var ikke mere glemt, for der kom en mand med sin vogn, han samlede os alle sammen op. Han smid min brødre og søstre i hullerne i vejen, men jeg var alligevel for stor, for jeg blev smidt i et buskads ved siden af vejen. Der lå jeg alene og drømte om min brødre og søstre, indtil en dag, da der kom en mand forbi og byggede sig et hus. Jeg fik en fin job, jeg blev dørstoppe. Det var jeg i mange år, så jeg blev slidt helt blankt så jeg strålede. De vaskede mig til jul, for jeg havde en job mere, det var som rullepølsepresse, for jeg havde den rigtige vægt. De tider fik også en ende, for i dag ligger jeg i en stendige sammen med nogle af mine brødre og søstre og tænker på, hvor er jeg om 10 000 år, er jeg på rejse igen, eller er jeg blevet til fineste sand.