Alting sunket til jorden, enhver ting i tilværelsen - destrueret til bittesmå partikler, som resultat af en gigantisk eksplosion. Jeg står på en massiv, og robust trægren - i verdens smukkeste skov, i verdens smukkeste træ. Jeg beskuer den smattede skovbund, som bærer præg af sen februarslud, og efterhånden helt nedbrudte blade - som i sommers beklædte de nu helt nøgne træer. Jeg står og føler at livet er værdifuldt - for jeg står på et naturskabt fænomen, som får mine mundvige til at stige til vejrs. "Gud, hvor jeg dog elsker naturen. " hvisker jeg, ganske lavmeldt til min indre positivist - som elsker at praktisere gode gerninger, som elsker at lære - at leve. Men til hver og en tid, så bliver jeg destrueret, ikke af omverdenen og alle kravene som medfølger - men af mig selv. Jeg er min egen antagonist - jeg blokerer for min egen lykke - for evigt.
Denne perfekte gren som jeg står på, og beskuer jorden fra en seks fods højde - gør mig også opmærksom på det logiske faktum, at jeg ganske snart ender, seks fod nede. Jeg har koordineret, struktureret, og sågar testet min fremgangsmåde, og den virker holdbar. Fremgangsmåden er placeret imellem mine nakkehvirvler og en højerestående gren i dette smukkeste træ i verden - og følelsen af vægtløshed vil snart fylde mit vrede, men ganske afklarede sind - og give mig fred, for tidligt - men til stadighed på det perfekte tidspunkt.
Jeg er et etisk individ - jeg tænker i etik, og jeg tænker i værdier - både mine egne, og andres. Denne mentalitet er årsagen til at jeg, for et par minutter siden har underrettet myndighederne - for min omverdens skyld. En stakkels, samt totalt tilfældig hundelufter skal ikke straffes for mit valg, for mit ønske. Med sirenerne i baggrunden, og med stærke lommelygter som skærer igennem skovens isolerede stue - tager jeg ét skridt imod afsatsen. De kommer tættere på nu, og jeg skønner at jeg er omtrent to skridt i den samme retning fra at opfylde mit ønske. "Hallo?!" bliver der råbt, i det fjerne - "Stop omgående din handling. " og med ét - overlader jeg min vægt til tyngdekraften - Knæk.
- Kasper