Alt står stille. Min mor kigger på gulvet, min far kigger væk, min mormor er bleg. Det hvide porcelæn med blå blomster ligger som tusinde regndråber over køkkengulvet. Arvestykkerne, bryllupssættet, det nye fra Tyskland. Det hele er ødelagt. Jeg kan ikke kigge på nogen af dem. Jeg har lyst til at sige, at det var et uheld, at porcelænet smuttede i et øjebliks uagtsomhed. Men det er løgn. Min mor råber frustrationen ud, og min mormor stemmer i. "Det har taget et helt liv at samle!".
Det ved jeg. Og det er den sande katastrofe, men det ser de ikke.