Mig eller hunden?


Du vidste det vel dybest set også. At gryden ikke kunne holdes varm.
At knisten var ved at forsvinde på grund af ham.
Jeg kunne ikke mere.

Han havde efterhånden tømt køleskabet så mange gange, at du var holdt op med at få det månedlige. Du var faktisk helt holdt op med at ligne en kvinde. Nu var du bleg og tynd, fordi at han havde været hundesulten.
Lige da jeg flyttede ind, havde du, med glødende øjne, præcenteret mig for ham. Jeg havde tænkt 'jaja en hund kan da ingen skade gøre for os' men jeg fandt så lynhurtigt ud af, at de glødende øjne kun blev tildelt én mand. Jeg hadede at blive sat under en hund.
Første gang vi var sammen, var hvalpen også kommet inde på soveværelset og ville tilfredstilles .

Men så den novemberdag, var hun kommet ned endnu mere ligbleg
'Nu kommer det. Nu har hun indset at jeg fortjener hundepladsen' Jeg tænkte nærmest højt pga. glæden.

"Jan" din stemme var rusten og grådkvalt.
"jeg har følt mig syg i en uge nu, men hver dag jeg tager min temperatur er den normal" hun kiggede over på hundekurven og jeg vidste at hun vidste, at det intet havde med sygdom at gøre.

Jeg kunne mærke mine kinder blusse og blive samme farve som brandbilen vi havde fået på jobbet. Den var hurtig til at gasse op. Sikkert også hurtig til at kører ting over. Jeg tog mig selv i at ønske at tingen var ham.
Hvorfor gjorde naturen det ikke bare. Han ville falde død om og det ville ikke være min skyld?

Ham og hans snorkende lyd skulle forsvinde i dag. Jeg mærkede et stik i hjertet på hendes vejene. Han var hendes et og alt, men det havde hun jo også sagt om mig.
Malene tog sit blomstrede tørklæde på. Det var alt for varmt til på denne årstid, men der skulle jo meget til at varme en pind op. Det var hvad hun lignede. En tynd pind, som hunden kunne lege med.

Jeg tog mine vaders på og fandt rebet i bryggerset. Kunne det nå rundt om halsen på ham, ellers måtte jeg få fundet mit halvgevær.

Der var kun plads til en mand i huset.