Alt imens du der, lige dér - lå, besejret, nedkæmpet og mager - i det nyeste velfærds-teknologiske skrig af en elevationsseng, havde jeg lyst til at blive. Blive ved sengekanten, på knæ - ved din side, for at holde din hånd, og blive for at stimulere din bevidsthed, og lade dig vide, at jeg sad her. Men din tilstand er forværret, du har været inaktiv grundet immobilitet, og tiltagende smerter, i nu over fjorten dage. Jeg kan mærke, at du er perifert kølig, din hud er bleg og livløs, og dine isblå øjne som jeg angiveligvis har arvet - har ingen gnist. Sneen derude daler ned fra den grå februarhimmel, og de lave temperaturer tillader den at blive liggende, indtil tiderne skifter, og sneen - den ændrer struktur, bliver til vand - og skyller væk - men du bliver liggende...

Det var meningen at du skulle nyde din alderdom, og leve en kvalitativ tilværelse, med dit livs lys - din kærlighed, i en ny og tryg, samt beskyttet ramme. En ramme, præget af håndtérbarhed, en ramme, hvor alle dine bekymringer ville blive bearbejdet. Det var meningen at du skulle fylde din tilværelse op med begivenheder, og aktiviteter. Det var meningen, at du hver evig eneste dag skulle stå ud af sengen, på egen hånd - og finde mening. Det var meningen at din tilværelse skulle fremstå langt mere nuanceret, end den førhen var.

Hvis jeg kunne fritage dig fra din mørke skæbne, og æde din cancer - så ville jeg gøre det, glædeligt. Hvis jeg kunne faste i ugevis, for at give dig appetitten tilbage - så ville jeg gøre det. Hvis jeg kunne tage din smerte, og spare din afkræftede fysik for utallige morfininjektioner - så ville jeg gøre det. Kunne jeg smide min massefylde til rette i en seng, og lade mig tvangsfodre igennem en nasalsonde, for at give dine muskulaturer styrken tilbage - så ville jeg gøre det.

Hvis jeg, mekanisk - kunne fjerne din cancer fra din krop - æde den, overføre den til mit legeme for at sætte dig fri, for at løsne dine lænker, og låse dig ud derfra, hvor du ligger - så ville jeg æde den, din cancer.