Jeg skulle allerede af efter to stoppesteder.
Det ville dog være mest fornuftigt, at være gået derhen.
Men den tankegang var droppet for længe siden.

Det tror jeg også godt, at man ville kunne se, hvis jeg rent faktisk gik derhen.
Jeg havde sikkert svedt som en gris allerede efter fem meter.
Min form var og blev ødelagt.
Sådan var det bare.
Bare det ikke var det samme med jobmulighederne


Over indgangen stod der Rema 1000 med irriterende blå bogstaver.
Normalt var blå min ynglings farve, men i dag var der ikke noget, der var normalt.

Det var min første jobsamtale siden jeg blev fyret fra Superbrusen. De havde ikke tiltro til, at jeg havde kræfter til at sætte vare på plads mere på grund af min størrelse.

Jeg var desværre nået til den erkendelse, at de havde ret og havde da også forsøgt at gøre noget ved vægten.
Der var dog lang vej endnu.
Jeg skammede mig altid over den glæde, jeg følte, når dørene i supermarkedet åbnede af sig selv. Det mindede mig om min dovenskab.
Men skammen var væk i dag.
I dag var noget særligt.

Jeg plejede altid at købe en pakke med to frysepizzaer.
De var så lette bare at proppe i ovnen og man behøvede ikke at stå så meget op for at gøre det.

Så var der også de sædvanlige osterejer, som jeg plejede at elske og spise i mens Robinson ekspeditionen kørte.

I dag var dog anderledes og jeg styrrede lige forbi det usunde stads, men undgik som altid at kigge på grønsagerne.
Man kunne vel godt sige, at jeg havde opgivet at spise dem.

Nu var jeg der næsten,
Henne i enden af rummet var døren hvor der stod chef på.
Der var egentlig en ret uhyggelig ladning i ordet, og jeg fik nærmest hullasilationer om at hunden med næsten det samme navn, ville springe på mig, når jeg bankede på.

Det skete dog ikke. Der kom i stedet en mand i blåt jakkesæt og åbnede døren.

Jeg håbede at den overfladiske venlighed skyldes noget andet end det plejede og krydsede fingrene hårdt i lommerne, i mens jeg gik efter ham hen til bordet, som komisk nok havde en grøn dug på.
Det var nærmest som til en eksamen.


Der gik ikke engang 10 minutter før jeg var ude igen.
Jeg vidste jo, at det ville gå sådan. Intet var forandret.

Resultatet var det samme. Grunden var den samme.

Han havde afslået min arbejdskraft ligesom alle andre, for jeg var jo for tyk.

Jeg styrede hen og hapsede en frysepizza.

Alt var som det plejede.