Jeg havde gåsehud på benene, Iben havde sovet under min dyne. Jeg så på hende og betragtede hende i skæret fra månen som lyste ind gennem vinduet. Hun var et smukt menneske, en slags filantrop som naivt troede på alt det gode i folket. Iben! Hun var bedste veninde til den pige jeg hovedeløst havde forelsket mig i, men som var helt uden for rækkevidde. Den pige som ikke ville have mig og som inddirekte var skyld i at jeg skulle ligge nøgen sammen med Iben. Hun var den jeg drømte om, det eneste jeg kunne se. Selv når hun ikke var der, så jeg hende for øjnene af mig. Jeg ventede med længsel på hende, håbede på at hun en dag ville se mig på samme måde som jeg så hende. Hendes aura, en mystificeret glans dansede omkring hende og jeg, jeg blev helt ør og høj i hendes nærvær. Hendes duft var euforiserende for mig, slev når hun havde forladt et lokale kunne jeg stadig dufte hende og jeg var i den syvende himmel, eller noget der mindede om, det forestillede jeg mig i hvert fald - for hvad vidste jeg om den syvende himmel? Jeg kendte jo ikke nogen der havde været der, end ikke selv havde jeg været der. Jeg kyssede Iben i panden og hendes pragtfulde sølvgrønne øjne så på mig. Jeg puttede mig ind til hende og kærtegnede hendes fyldige nøgne balder. Jeg klemte hende ind til mig og indåndede lugten af hendes hår, der duftede af nyslået græs på en varm og skyfri forårs dag i April. Iben var af de slags personer som måske vejede lidt for meget og hvor det egentlig ville være flot hvis hun smed lidt af de elskovshåndtag hun havde tillagt sig på hofterne, men hvor det alligevel ikke ville ændre så meget på det overordnede billede. Det der var med Iben, var hendes særprægede personlighed og hendes evne til at få folk omkring sig i godt humør, uanset hvor dårlig en eftermiddag man nu end havde haft. Jeg holdte meget af Iben, dog ikke så meget som jeg tror hun holdte af mig.

Senere skulle det vise sig at Iben var pigen jeg i virkeligheden begærede; og hun skulle inden længe vise sig at være helt igennem fantastisk, både smuk og sød - ovenikøbet villig til at indgå et længere og vedvarende venskab med mig, men i forhold til det jeg ville, som endeligt gik ud på at være kærester med hende, var venskabet bare ikke nok. Jeg kunne ikke gøre for det. Amor havde sigtet på mig og jeg var blevet ramt af hans pil, lige i hjertet, men hun var uopnåelig.