Jeg ser på, mens fire mænd bærer min bror på en båre gennem den tavse gade. Hans øjne er lukket, for aldrig at åbne sig i og ansigtet ser fredfyldt ud idet liget er svøbt ind i hvide klæder. Gråd og hulken høres i de snævre gader, hvor husene er bygget tæt op af hinanden. Sneen falder lige så lansomt under de grå skyer og en kold vind suser gennem mine slidte klæder. Hvem gjorde det og hvorfor? Min bror er en god person, som var meget hjælpsom og venlig overfor andre. Han ville aldrig gøre nogen fortræd. Kirkegården er fuld af gravstene, som holder øje med os, da vi går hen til tre nyopgravede grave og bladløse træer svajer i den kolde vind. Et stort sort hul - Michaels sidste hvilested. Men min bror var ikke den eneste, der var blevet forgiftet i går. Hans kammarater, der plejer at drikke sammen med ham, havde også drukket af vinflasken i går. "Må deres sjæle fare til Vidunderlandet og gid Mottull tager imod dem med åbne arme," sagde præsten i det ligene blev lagt i kister. Jeg samler en håndfuld jord op og kaster den på den hvide kiste idet de dødes fædre skovler jord på deres sidste hvilested. "Jeg kommer til at savne dig, storebror," mumler jeg for mig selv, mens tårerne strømmer ned af mine kinder. Inden længe kan jeg ikke længere se min brors kiste, fordi jorden dækker den fuldstændigt. Hvem? Hvem kunne gøre sådan noget? Tænker jeg og kigger på min mors oprevede ansigt, hvor tårerne flyder ned af det pæne ansigt bag det sorte slør. Hendes krop ryster under kjolens mørke stof. Min far ligger en arm hendes skuldre og forsøger at trøste hende. Han omfavner hende, men også han er knust af sorgen. Folk kondolerer og siger at de er kede af deres tab, men deres ord betyder intet. For hvordan kan de vide hvordan vi har det? Jeg knytter min hånd i vrede og tører hidsigt en tåre væk fra min kind, men flere slutter sig til den. "Jeg sværger bror," hvisker jeg til min brors grav. "Jeg skal nok finde ud af hvem, der står bag din død. Det lover jeg!"