Jeg smyger mig om hende, har savnet hende, længtes efter hende. Jeg blev bange. Bange for, at hun havde glemt mig. Ligesom den tidligere, der blev smidt ud. Gammel, brugt, itu, glemt uden erindring. Hun var ulykkelig, da jeg kom til hende. Jeg krammende og varmede hende så godt jeg kunne. Hun trak mig op til hendes ansigt, følte mig, med kinden, smilte. Kun jeg, gør hende varm og lykkelig. Hun er min og jeg er hendes. Jeg elsker, når hun viser mig frem, stolt, fortæller, at jeg, er det bedste hun har, mens hun blidt lader sine hænder løbe ned ad mig. At hun ikke ikke kan undvære mig. Den ene gang blev jeg så ulykkelig og skræmt, at jeg nær havde taget luften fra hende, kvalt hende. Hun ville lade en anden kvinde låne mig. Hvordan kunne hun? Som om, jeg intet betød for hende. Jeg strammede alt, hvad jeg kunne, om hendes hals, ville ikke slippe grebet. Hun opgav, blev vred og råbte, at jeg var et rod, kvalte hende, at den gamle var bedre. Jeg blev såret og skuffet. Vi var altid sammen og med et, skulle jeg deles. Jeg er hendes, og kun hendes. Så pludselig skete der noget, hun så på mig og sagde, at det var tid til en pause. Jeg blev lagt på hylden. Tankerne fløj rundt i al min kashmir. Var det min fejl? Havde jeg hængt for meget på hende? For varm? For blød? Var hun blevet træt af mig? Hvordan skulle jeg kunne leve uden hende? Og hvordan, kunne hun være så kold? Der gik en hel sommer og et halvt efterår, før hun igen ledte sin opmærksom mod mig. Hun så på mig, knugede mig nænsomt ind til sig, lagde sit ansigt ind mod mig og sagde, hun havde savnet mig. Hendes duft fyldte mig med sødme og atter, er vi nu igen, uadskillelige. Men jeg frygter vores fremtid. Jeg kan mærke, at jeg stille går op i trådene. Kan jeg holde sammen på det hele. Kan jeg holde hende varm og smuk. Jeg må og skal. Hvis ikke, finder hun en anden, der kan varme hende, elske hende, kærligt smyge sig om hende, og det vil gøre ende på vores forhold, mit liv.