Vinden blæste ind over prærien og støvet fulgte med. Solen skinnede ned over det øde landskab med forrevne klipper, tørret græs og store skæve kaktusser. En enkelt grib fløj ind under solen og dens skygge fulgte den som en tavs ven. Ved første øjekast var prærien livløs og tom, men gribben vidste, at det ikke var sandt. Der var masser af liv. I revner og sprækker var der slanger, firben, edderkopper og skorpioner. I hulen i den store klippe boede en familie af prærieulve, som om natten tog på jagt efter kaniner og mus.
Men det var ikke livet, gribben var efter. Det var døden og døden var der altid. Dens skarpe øje fik øje på noget i ørkensandet. En livløs krop, der lå henslængt i solens varme. Den store fugl baskede med vingerne og landede tungt ved siden af manden. Den var ikke forsigtig, for hvad var der at være bange for? Med et par uelegante hop kom den frem og lige som den skulle til at hakke næbbet i kroppen, brød et højt brag præriens stilhed. Gribben lettede skrækslagent, uskadt. En tynd stribe af røg afslørede revolveren, hvis løb stak frem under den lange frakke, som manden havde på.
En stønnen kom fra manden og han tog sig til hovedet. Blod var løbet ned over hans pande og var størknet i solen. Han kom op at sidde og han missede mod lyset, der var skarpt efter hans tur ind i bevidstløsheden. Hans hat lå ved siden af ham og han samlede den op og satte den på hovedet. Støvet stod ud i luften omkring ham. Varmen var ulidelig og hans tunge var tyk af tørst. Han blev siddende et øjeblik med sammenknebne øjne, mens han forsøgte at huske hvad der var sket. Nåh ja. De havde overrasket ham bagfra, smidt ham over sin hest og redet ham af helvede til ud i intetheden. Læsset ham af som en slatten klud og taget hesten med igen. Med et undertrykt støn kom han på benene. Som han rejste sig, glimtede sherifstjernen i solen. Hvis de troede, at de kunne slippe af med ham så let, tog de fejl. Han så mod solen for at finde sin vej hjem igen og han begyndte at gå igennem varmen. De tog grueligt fejl.