"Mælk, æg og gær," opremsede hun for sig selv, mens hun dovent skævede til den høje stabel af indkøbskurve. Modvilligt greb hun den sorte hank, rettede på solbrillerne og lod blikket falde til det jorden.
"Det skal bare overstås. Hurtigt ud og hurtigt hjem," forklarede hun sig selv, i håb om ingen ville opdage hendes blå render under øjnene og den ødelagte makeup fra i går. Hendes ømme fødder bevægede sig trodsigt hen mod køledisken, der på ingen tid forvandlede hendes ellers solbrune ben til en nuance af lilla.
"Cecilie?" Det løb hende koldt ned ad ryggen. Hun vendte sig ikke om, og rystende fortsatte hun sin daglige rutine.
"Cecilie for satan! Kan vi ikke lige snakke om det her?" Hun svarede ham ikke. Hans trin galoperede efter hende. Hun var forsvarsløs.
"Hør nu..."
"Slip mig!" skreg hun op i et hvin. Han trak hånden til sig i et sæt.
"Slap nu af, og giv mig en chance for at forklare!"
"Der er intet at forklare!" Hendes stemme skælvede.
"Se på mig. Det betyder ikke noget..." forsøgte han og lagde en hånd på hendes kind.
"Du skal ikke røre mig!" skreg hun.
En tung luft spredte sig i butikken og gjorde alle de indhandlende lydløse. Selv det grædende spædbarn holdt sine hvin tilbage, og buisnes-kvinden havde pludseligt ikke helt så travlt alligevel.
"Lad nu vær med at lave sådan en scene..."
"En scene? Vil du have en scene?"
"Tag det nu roligt. Der skete ingenting. Det var bare..."
"Jeg så det!" afbrød hun og tyrede en bakke æg ned i jorden, så de smadrede. Hele butikken forblev stille og nu også stirrende.
"Jeg var fuld, Cecilie!"
"Seriøst, Adam? Hvor dum tror du, jeg er?"
"Det var jo ikke noget. Du kender mig jo; Du ved, hvordan jeg er. Jeg elsker dig jo, pusser."
"Du giver mig kvalme, Adam!" Tonelejet ramte for første gang maksimumniveauet.
Han svarede hende ikke. Hun rystede på hovedet, vendte sig om og skred mod udgangen.
"Du ved jo godt, det kun er dig, jeg vil have!"

Sådan lod hun ham stå; efterladt og tom. Ligesom den sorte indkøbskurv.