Jeg var her først. Længe før alle jer andre. Men det lader ikke til at det har nogen betydning længere. I hvert fald ikke for jer. Jeg er gammel. Meget ældre end jer andre. Heller ikke dette lader til at have nogen betydning mere. Jeg har set tiderne skifte og fulgt udviklingen langsomt, men nøje. Alle de historier jeg ville kunne fortælle, hvis nogen blot ville lytte. Jeg husker tydeligt hvordan landskabet så ud dengang jeg var ung - frodigt og grønt. Dengang havde jeg en familie og venner. De er alle borte nu. Jeg kigger mig rundt og ryster på mit store gamle hoved så flere af mine hår falder af. Jeg er født og opvokset her. Det her er mit hjem. Men efter at flere og flere fremmede er flyttet til er huse og veje begyndt at pryde min baghave, der nu er et virvar af mørke og dystre stenmonstre der kaster røgskyer op mod den klare himmel. Det var de fremmede der tog min familie og venner væk fra mig. En efter en blev de taget og kun jeg blev efterladt alene tilbage. Ensom og magtesløs, men stadig fuld af liv. Der var engang hvor de ville lytte til mine mange historier. Jeg var et samlingssted. De ville ligge sig på græsset foran mig og snakke i timevis. Vi ville nyde hinandens selskab og jeg ville føle mig værdsat. Men ikke længere. For dem er jeg glemt og borte, selvom jeg stadig er lige dér hvor jeg altid har været.
Jeg ser dem nu komme mod mig. De smiler og snakker i munden på hinanden. Jeg ved min tid er kommet. Ikke fordi jeg selv har bestemt det, men fordi der ikke længere er brug for mig. De kigger på mig, men ser mig ikke. Jeg er gammel. Langt ældre end jer andre. Mine rødder stikker dybt ned i jorden og min krone rager højt op mod himlen. Jeg har en historie jeg aldrig når at fortælle. Jeg mærker en sidste gang vinden ruske i mine blade inden jeg falder hårdt mod jorden. Den jord der har været mit hjem, længe før den blev jeres.