Selvfølgelig skulle jeg sove over mig den morgen. Hurtigt tog jeg min skjorte, habitjakke og pæne bukser på. Hældte i en fart en portion havregryn op. "Pis!" skældte jeg på mig selv, da mælken skvulpede over tallærkens side. Jeg tog et stykke køkkenrulle og tørrede det op, mens jeg med den anden hånd skovlede de bløde havregryn i munden.
"Mødedatoen, var det i dag?" mumlede jeg og skævede til tavlen med vigtige papir. Jeg kneb øjnene sammen og fumlede med det stribede slips. "Jo, d. 23/4 kl. 9:00," læste jeg, med tandbørsten hængende ud af munden. Jeg rettede hurtigt slipset til, børstede tænderne færdigt og tog min mappe i hånden på vej ud til bilen.
Trafikken var jo vanvittig på dette tidspunkt. Jeg skævede til uret i instrumentbrættet. 8:45 stod der. Jeg trommede utålmodigt på rattet med tommelfingeren. Forud ventede et møde med en klient, der kunne betyde at jeg ville blive chefens højre hånd, hvis alt gik vel. Jeg havde lyst til at trykke hornet i bund, men lod være.
Bilen foran mig satte i gang. Endelig kom der hul. Jeg svingede hurtigt ud i rundkørselen. Ud bag en stor kassevogn fra et transportfirma.
Parkeringspladsen udenfor kontorbygningen var det rene kaos. Jeg listede bilen ind mellem to tjenestevogne og slukkede for motoren. Med mappen i hånden steg jeg ud og stirrede op på bygningen. Alt så normalt ud fra denne side.
Flere fra min og andre afdelinger stod der. "Hvad helvede har de gang i?" råbte jeg til en dame som stod tre parkeringsbåse væk. Hun løftede på skuldrene.
Jeg smækkede hårdt bildøren i og bevægede mig mod bygningen. En betjent kom i mod mig. "Bygningen er evakueret, du kan ikke komme ind," sagde han.
Hvad sker her?" spurgte jeg, og lod blikket vandre rundt på politiets tjenestevogne, brandbilen og ambulancen.
I det samme kom et par ambulancefolk ud fra bygningen med en båre imellem sig. Kvinden på båren forekom mig bekendt. Det røde hår. Jeg skubbede mig forbi betjenten. "Elise! Nej..." Jeg tog forskrækket hånden op til munden. Hende havde jeg en flirt kørerne med.
"En brandulykke. Påsat brand. Vi bliver nød til at tage hende med," sagde ambulancemanden.
"Klare hun den?" fremstammede jeg.
"Chancerne er ikke for gode. Lad os håbe de finder manden fra transportfirmaet."
"Den kassevogn har jeg netop set," sagde jeg, og gav betjenten min beskrivelse.
Ambulancefolkene skulle til at smække bagklapperne i. "Vent, jeg tager med," sagde jeg, og hoppede ind bag i vognen og tog Elisas hånd. "Hvis bare jeg var kørt noget før, så ville vi sikkert have snakket udenfor bygningen, som vi plejer. Du skal overleve det her," græd jeg, og kyssede ømt hendes forbrændte hånd