Fru Olsen sad i den gode stol på verandaen og klikkede løs med sine strikkepinde. De tunge briller hang på den krogede næse og hun så skiftevis på strikketøjet og på gartneren i haven.
Han var blevet tilkaldt specielt til at gøre noget ved den gamles udsigt. Det knudrede træ midt i haven, var nu blevet så stort, at det blokerede for udsynet til fortovet og de mange spændende mennesker, som havde deres gang der. Træet havde stået der en menneskealder og han forstod ikke helt, hvorfor det pludselig skulle fjernes nu.
Han kløede sig i håret. Haven var ikke særlig stor og træet ville ødelægge dele af den lige meget hvilken vej det væltede. Han kunne selvfølgelig bare skære grenene af først, men så ville de vælte ned i alle hjørner af den fine have og ødelægge hvert et bed.
Han mærkede den gamles øjne på sig og vendte sig mod hende.
"Hvad vil De helst undvære, Fru Olsen. Tomaterne, jordbærene, stauderne eller blommetræet?"
Strikkepindende stoppede deres klik klik lyde et øjeblik. Fru Olsen kiggede på ham hen over brillerne og sendte ham et smil han ikke helt kunne tolke.
"Tag bare det hele med, lille du," svarede hun. "Klatretræet der blev førhen hyppigt brugt af mine børnebørn. Bagefter løb de rundt i haven og spiste jordbærene, så de blev helt røde i ansigterne." Hun smilte for sig selv.
"Tomaterne blev aldrig røde, men de elskede duften af dem. Og blommetræet plyndrede de hurtigere end små bier, så de fik store poser med hjem sammen med blomsterbuketter til deres mødre.""
Hun sukkede og så sig lidt vemodigt rundt i haven.
"Nu kommer de aldrig mere. De har jo travlt med deres." Hun fæstnede atter blikket på strikketøjet.
Gartneren så lidt bedrøvet på den gamle kone med strikketøjet og undrede sig over, hvem den lille fine kjole mon var til.
Nogen burde sætte en raket i røven på de unger, som gjorde søde Fru Olsen så trist til mode.