Omkring mig er der liv, larm, stilhed og ro, i forskellige tidsrum. I centrum af denne livlige storby, i midten af denne rolige park, ved siden af en smal grusbelagt stig - her står jeg, for her er jeg vokset op. Dette er mit sted, for jeg kender ikke til andet. Jeg befinder mig her, hver dag, året rundt, fra den tidlige morgen til den sene aften og mørke nat.
Jeg føler mig så alene.

Konstant går forelskede par forbi mig, hånd i hånd, sammen. Børn leger rundt omkring mig, ler og griner, sammen. Ældre mennesker ser op på mig, betragter min storhed, min krone min pragt, sammen. Jeg misunder dem, dem alle. Én gang om året sker det, at jeg bliver grøn af misundelse, bogstaveligtalt. Jeg hørte engang en mand sige: "Misundelse bunder i begær."
Så må verden vide, ih, hvor jeg begærer dem.
Hvad ville jeg dog ikke give for, at være mindre alene.

På den så velkendte sti, kan jeg se mine faldende blade. Det ligner en eksplosion af farver! Røde, orange og gule - så varme, så mange. Selvom jeg fra bunden af mine rødder sugede vand og sendte dem varme, kunne jeg heller ikke denne gang genoplive dem. Livløse som de blev, faldt de lydløst til jorden. Endnu engang, har en del af mig selv forladt mig. Men hvad havde jeg regnet med, det gør de altid på denne tid af året. Derfor er jeg begyndt at føle mig nøgen, og selvom mine grene stille ryster af kulde, er der ingen der nogensinde vil varme mig.
Der er ikke det, jeg ikke ville give, for at være mindre alene.

Højt over mig flyver en pragtfuld ørn. Så majestætisk. Den minder mig om noget, men det er så længe siden. Ikke engang jeg kan huske hvad det er. Mon den også er alene, eller mon den er fri... Aftensolen farver, den ellers så kolde himmel en lignende farve, som mine blade har efterladt på stien ved min side. Endnu en eksplosion! Alle de farver, alle sammen, et sammenspil, hvor de bliver til én, og toner ud i en anden. De sidste stråler rammer min bark, jager min skygge om bag mig, og bort.
Endnu engang, er jeg helt alene.