Han vågner op, vågner op i en seng han ikke husker noget om. Er det hans egen? Er han vågnet endnu? Han ved det ikke, kan ikke længere kende forskel.

Han kommer langsomt ud af sengen, han er allerede fuldt påklædt, er det en drøm? Han kan ikke huske hvor eller hvordan han faldt i søvn. Han kan ikke huske hvad der er normalt.

Eller måske kan han? Han husker en kvinde, grå blå øjne og blond hår, men var hun en del af hans drøm eller virkeligheden? Han ved det ikke.

Han blinker et kort øjeblik, og bliver så blændet. Der er pludselig alt for lyst. Alt er hvidt omkring ham. En irriterende larm kommer fra maskinerne omkring ham, og han føler sig tung i kroppen.

Han kigger lidt rundt, ser om han kan genkende noget, er han vågen nu? Han er ikke sikker.

Han er på et hospital, det er han sikker på, og hun er der, kvinden med det blonde hår. Han husker svagt et navn, men opgiver.

Han blinker kort, og er så tilbage ved legligheden. Er det hvor han bor? Han kan ikke huske det. Han holder øjnene åbne, han vil ikke tilbage til hospitalet igen.

Han har aldrig rigtig brudt sig om hospitaler, alt for meget død på et sted, det er ligsom en kirkegård, bare værre. Et sted hvor folk ventede på at dø.

Han går hen til vinduet, kigger ud over byen, og ønsker inderligt at han endelig er vågen. Det er smukt, alt er smukt, han har intet imod at blive i den virkelighed.

Han blinker, og befinder sig endnu engang på hospitalet. Det er nu mørkere, nemmere at se ting, og kvinden er der igen. Hun græder, er hun ked af det?

Han prøver langsomt at løfte sin hånd. Sådan en smuk kvinde burde ikke græde, han vil hellere se hende smile. Men før han kan fortælle hende dette, står han endnu engang i leglighedden.

Han vil bare gerne vågne nu, vide hvad der er virkelighed og hvad der er en drøm.