Jeg gik til talekonsulent som barn. Ikke fordi jeg stammede eller lespede, jeg var bare dummere end gennemsnittet. Det var ihvertfald mine forældres konklusion. Talekonsulenten var rar nok. Hun hed Pia og gik i Ecco-sandaler om sommeren. Hun gav mig røde vingummibamser og jeg tænkte altid over hvor alle de andre farver blev af. Mon hun spiste dem selv? Eller måske fodrede hun sin hund eller fisk med dem. Min yndlingsfarve var rød indtil jeg mødte Pia. I dag er det blå. Der findes ingen blå vingummibamser, ihvertfald ikke så vidt jeg ved. Jeg stoppede da jeg fyldte 7 og kom i 2. klasse. Jeg tror nok mine forældre gav op, jeg husker ihvertfald aldrig jeg rigtig talte med dem efter det.
Min far var gammel. Han havde små øjne og samlede på frimærker. Jeg tror aldrig jeg fik lov at se dem, men jeg ved han brugte timevis på at ordne dem på sit kontor. Han er død nu. Det er mange år siden han fik hukommelsetab, Alzheimers kaldte de det vist nok og nu er han væk.
Der kom en flyttebil i morges. Den var fyldt med min fars gamle ting, og flyttefirmaet sagde at min mor var kommet på plejehjem. Jeg undrede mig over at ingen havde ringet. Jeg talte årene sammen og konkluderede det var mindst 15år siden jeg sidst havde set mor. Det var 7 år før min far døde.
Jeg var 17 og min far 66. Han var vred og hans øjne blev endnu mindre. Han råbte og mor bad om en ordentlig omgangstone. Jeg var rasende og trampede ud af huset. I døren vendte jeg mig om og råbte: "Bondeknold" efter ham. Jeg undrer mig stadig over hvorfor ordet bondeknold kom op i mig. Jeg konkluderede senere at det nok var fordi mine forældre havde ret; jeg var dummere end gennemsnittet. Bondeknold. Pia havde lært mig det ord og bagefter havde jeg fået to vingummibamser. Røde. Jeg smed dem i skraldespanden på vej ud.
Jeg kiggede på kasserne flyttemanden havde haft med. Frimærker stod der på en af dem. Jeg bar dem ned i kælderen uden at kigge på resten af mærkesedlerne. Gad vide hvem man sender mine ting til, tænkte jeg, inden jeg gik op ad trapperne, lagde rebet om halsen og tog en sidste vejrtrækning.