Endnu kan jeg mærke dine muskuløse fingre. Du er dog blidere end ham. Tit er jeg ved at overophede, når han hamre derudaf mens han knalder mine knapper i når jeg ikke rigtig kan følge med længere.
Det gør så ondt...
Du kigger kærligt på mig. Dog er det som om du kigger direkte igennem mig. Ikke på mig. Med ham er det endnu værre. Med ham er det næsten som om der ingen er hjemme... intet liv i hans grønne øjne. Intet liv bag det hårde ydre.
Du tørrer pænt og forsigtigt mit tastatur af når du er færdig, men glemmer skærmen. Han smækker mig bare i, mens han utålmodigt venter på sine fordrukne venner.

Du lader mig stå tændt i op til flere dage. Lader mig opleve din hverdag. Hvordan du overlever ved jeg til stadighed ikke. De slag der dagligt regner ned over dig, de slag som jeg kun modtager i små doser på mine knapper, stiger stadig i hyppighed og styrke. Jeg kan snart ikke længere bære dine smertens skrig og dine bønner om forladelse.
Jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe dig med dine problemer. Jeg ville ønske at du sagde fra, i stedet for at tænde mig og skrive i din statuslinje at du aldrig har haft det bedre. Jeg ville ønske at du flyttede fra monstre. Jeg ville ønske at du kunne bryde din arv. Ja... der er så meget jeg ville ønske.

Han er alene hjemme nu. Hans blik er fortvivlet, eller måske har han bare fået noget i øjet... han plejer aldrig sådan at vise følelser overfor noget. Men hvad er nu det? En betuttet kvinde vælter ud fra jeres soveværelse... et lagen er det eneste der dækker attributterne og håret er uglet i knold omme bag på nakken. Hvad ville du ikke tænke hvis du var her?
Hendes gang er langtfra din. Hun er en giraf på vej mod et saftigt palmetræ. Du har mere pondus og mere at have det i.
Han vifter hende væk med den ene hånd, sætter sig på kanten af sofaen mens hans hænder ryger op foran øjnene. Bag ved de muskuløse hænder kommer 4 dråber til syne.
Ja... vi har noget til fælles alligevel.
Vi kan begge bryde sammen midt i programmer.