Det er som om, at hun ser lige igennem mig. Hun ser kun sig selv. Hun trækker på skuldrene, før hun vender hovedet bort. Det ligner at hendes hår er lavet af silke, og jeg ville ønske at hun lod mig røre det. Bare en gang. Men det gør hun aldrig. Hun lader glattejernet feje ned af sit hår, blot for at udviske krøllerne.
Da hun er færdig smiler hun tilfreds, og vender sig så bort fra mig. Og dér ser jeg, at hun mangler at glatte noget hår i nakken. En slangekrølle, så skinnende og fin. Men hun opdager den ikke. Hun griber fat i sin lille håndtaske, før hun siger farvel. Hun smiler til mig, men jeg ved at det ikke er et ægte smil. Sådan plejer hun ikke at være. Hun hiver jakken til side, og stirrer på sin mave. Den er som den plejer. Hun løfter op i den stramme top, og mærker på det overskydende fedt. Det er som om at jeg kan læse hendes tanker. Hendes øjne skinner, men ikke på grund af glimmeren i makeuppen. Jeg ville ønske at jeg kunne gribe ud efter hende, kramme hende, og sige at alt er ok. Tårerne begynder at trille ned ad hendes kinder, og efterlader to sorte streger. Hun sidder et øjeblik med ansigtet begravet i hænderne. Så kigger hun op på mig igen. Hun ryster på hovedet, og begynder så at græde endnu mere. Lige nu ville jeg ønske, at jeg havde en magisk evne. At jeg kunne få folk til at se det samme som mig. Men sådan er virkeligheden ikke. Menneskene ser kun det, de selv vil se. Men hvis hun da bare kunne se, hvor smuk hun så ud. Hun behøvede ikke at glatte de vilde slangekrøller ud. De klædte hende meget bedre, end når hun glattede dem. Hun behøvede heller ikke noget makeup. Ikke engang foundation. Hendes hud var glat og fin. Måske hvis jeg slet ikke var her. Hvis jeg slet ikke eksisterede. Så ville hun nok aldrig sidde og græde nu.
Og så, lige pludselig, rejser hun sig fra sengen og går over mod mig. Hun trækker blusen ned igen, så den lige nøjagtig dækker hendes mave. Hun tørrer tårrene og mascaraen bort. Hun studerer sig selv længe. Vender og drejer sig. Og så smiler hun. Et ægte smil.
Hvis det da bare skete.