Vinden griber fat i hendes hår, hun begraver munden i halstørklædet og griber fat i hanken på tasken. Hun går med faste skridt hen mod stationen, prøver at skjule tårerne som løber ned ad hendes kinder. Hun stopper op, fjerner dem irriteret med hånden og snøfter. Blæsten river og flår i hende, hun griber fat i cowboy jakken og holder sammen på den, for at skærme for kulden, som langsomt kryber ind i hende og smøger sig om hendes knogler og sender kuldegysninger ned gennem rygraden. Hun lukker øjnene for at få styr på sig selv og alle følelserne som flyver rundt i kroppen på hende. Hun har lyst til at lade det hele vælte ud, lade sig selv græde ordenligt igennem, lige nu, lige her, midt på gaden. Fucking ligeglad med alt, med at nogen skal se hende. Men i stedet tager hun en dyb indåndning og ryster på hovedet.
Hvorfor lader du ham gøre det her ved dig! Stop det tuderi, han er ikke det værd.
Hun ser tilbage mod skolen, men gaden er tom. Hvad havde hun regnet? At han ville løbe efter hende og spørge om hun var okay? Som om.
Hun presser læberne sammen og fortsætter hen mod stationen. Trykket i brystet, det er der igen. Som det er hver gang hun har lyst til at give op. En ældre dame sender hende et medlidende smil, som bare gør det hele værre. Hun presser neglende ind i håndfladerne, prøver at føre smerten fra brystet et sted hen, men det hjælper ikke.
Hun går ind i metroen og sætter sig hen til vinduet. Ser verden køre forbi hende, hvis bare hun kunne blive siddende for evigt, der på det grå sæde, i fred. Hun får øje på sit spejlbillede, hvem er det der kigger tilbage. Hun kan ikke genkende sig selv, ser kun forgrædte øjne og tårer på hendes kinder. Hun lukker alt ude, ser ikke de folk som stiger af og på. Trækker vejret i små stød. Prøver at holde det hele tilbage, men er ved at sprænges. En strøm af lektier, gymnasiet, minder med ham, dukker op i hendes hoved. Hun kan ikke mere. Men det for let at gi' op, hun er kommet så langt.
Men hvad nu hvis der ikke er en mening med at forsætte?